I kælderen under Rønnebæksholm finder vi Maries Rum. Værelset hvor Marie samlede mennesker fra egnen til spirituelle forsamlinger. De gamle vægge har lagt øre til deres bøn og sang og de inviterede præsters forkyndelse. Det var på den tid ikke lovligt at samles på den måde uden den kirkens opsyn, så Marie kom i biskoppens søgelys, men hun undgik retslig indgriben.
Marie Toft
Marie giftede sig i 1840 med cand.jur. Harald Toft og for sin fædrene arv købte Harald Toft den noget forfaldne hovedgård Rønnebæksholm ved Næstved, med tilhørende knap 800 tønder land ager og skov.
Harald døde imidlertid af brystbetændelse et lille års tid efter at han og Marie var flyttet ind på godset. Den unge godsejerenke stod herefter for at styre bedriften og det store folkehold.
På den tid var den gifte kvinde umyndig, både personligt og juridisk, med mindre hun blev enke og ikke giftede sig igen. Som enke fik kvinden fuld råderet over eventuelle besiddelser.
Marie Toft lagde ikke skjul på, at arbejdet som selvstændig godsejer passede hende særdeles godt. Hun iværksatte det store arbejde med ombygningen af Rønnebæksholms hovedbygning. Hun rationaliserede driften, afskaffede hoveriet og arbejdede for sine fæstebønders med overgang til selveje.
Rummet
Marie engagerede sig i den gudelige forsamlingsbevægelse, som var stærk på egnen; det var en pietistisk vækkelsesbevægelse, som lagde vægt på den enkeltes personlige omvendelse og inderlige fromhedsliv. Ved Harald Toft dødsleje blev hun sammen med sin mand grebet af denne pietistiske kristendom, som hendes barndoms præst Joakim Willemoes forkyndte for dem.
Herefter begyndte hun at holde husandagter på Rønnebæksholm i et større kælderrum i hovedbygningen, og mange mennesker fra egnen samledes her til salmesang og Bibellæsning.
Det var egentlig kun tænkt som husandagter for godsets ansatte; det var nemlig på den tid ikke lovligt at forsamles for flere uden den lokale øvrigheds overopsyn, og Marie nærede ingen ønsker om at blive en lægprædikant, endsige lægge sig ud med øvrigheden. Men hun kom som øverste ansvarlig i biskoppens søgelys, uden at det dog førte til retslig indgriben.
Marie holdt også jævnligt konventer med egnens præster for at diskutere religiøse spørgsmål, ivrigt optaget som hun var af dybe eksistentielle spørgsmål. Ofte var familierne med og boede på godset i flere dage. En af de hyppige gæster var præstekonen Eline Boisen, og i sine erindringer skildrer hun, at Marie var en kæk og meget begavet kvinde, der frit og ubesværet udfoldede sig i mændenes kreds. Mens den lige så begavede Eline pænt måtte tie til de selskabelige sammenkomster på Rønnebæksholm og drikke te med damerne, kunne hun med slet skjult misundelse iagttage, hvorledes værtinden veloplagt vandrede op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen, engageret diskuterende med herrerne.
Grundtvig
For Grundtvig blev mødet med Marie Toft skelsættende. Hun opsøgte ham i 1846 for at drøfte religiøse spørgsmål; de forelskede sig i hinanden, og deres forhold er i dag kendt i Danmark som en af 1800-tallets store kærlighedshistorier. Parret giftede sig i 1851; men efter kun tre års ægteskab døde Marie i barselsseng, d. 9. juli 1854.
Grundtvig besang sin Marie i viser og skrifter, både mens hun levede og efter hendes død, og han hyldede hende i bedste folkevisestil som den kloge, stolte og højmodige adelsfrue, der kunne tale ligeværdigt med høj og med lav, og som var klogere til at styre et gods, til at tale om politik og kristendom end hvilken som helst mand.
Grundtvig nød at sidde med døren på klem til Maries bibliotek og lytte til hendes samtaler med bønder og husmænd, hvordan hun i stive klokketimer kunne diskutere med dem på den mest hjertevarme måde. Han blandede sig ikke i hendes anliggender og havde i øvrigt heller ikke myndighed til det, for Marie havde sørget for at få særeje, da hun giftede sig med denne uformuende og 30 år ældre mand.
I 1852 påbegyndte Marie opførslen af "Venligheden", et lille digterhus i et hjørne af parken til Rønnebæksholm; det var hendes ønske at Grundtvig her skulle få fred til at digte, og at de her sammen kunne være uforstyrrede. Det blev en rødstensbygning i renæssancestil, et miniatureslot som tragisk nok først blev indviet kort efter Maries død.
Kilde: Jutta Bojsen Møller, www.jutta.dk
Marie og Grundtvigs stole
Marie Toft fik lavet to stole: til Grundtvig og sig selv. Stolene er venligst udlånt af Grundtvigs Mindestuer ved Udby Kirke, og står altså til daglig i Grundtvigs fødehjem. Men lige nu befinder de sig i Maries Rum på Rønnebæksholm. Marie Toft fik lavet de to stole særligt til Grundtvigs atelier Venligheden. Hendes stol prydes af hendes våbenskjold med de tre roser, og på hans stol er der et smukt træsnit af symbolet for treenigheden. Som de står dér, stolene, ved siden af hinanden, er de et mærkbart tegn på Marie Tofts og Grundtvigs kærlighed til hinanden. Det var en kærlighed, som de desværre ikke fik lov til nyde så længe. Marie døde inden indvielsen af Venligheden af komplikationer i forbindelse med fødslen af deres fælles barn. Der findes en tale, som Grundtvig holdt i forbindelse med indvielsen af Venligheden ikke andet end få måneder efter hendes død, hvori han så rørende næsten taler til Maries tomme stol:
"Selv derfor naar jeg fæster Øie paa min Maries Stol med de tre Roser, det allerklareste Billede paa den Tomhed, der er Savnets Brodd, da er den Stol dog ikke tom for mig, fordi hendes Minde er levende knyttet dertil og har givet den, ligesom Barnet i Modersliv, en lille Historie, før den kom til Verden." fra "Omkring "Venligheden" - Grundtvigs sommerhus på Rønnebæksholm" i Historisk Samfund for Præstø Amt, bd. 5
Rønnebæksholm er i dag en kunsthal, hvor der årligt vises fire udstillinger med primær vægt på samtidskunst. Læs mere om Rønnebæksholm på roennebaeksholm.dk
