Maries Rum


Et program om tro, eksistens og livsforandrende erfaringer i samtaler mellem gæster og præster.


Gæsterne i Maries Rum  deler en livsforandrende erfaring med lytterne og reflekterer over den i samtale med præsten. Det er mennesker der ikke er bange for at ytre sig og skabe reaktioner. Undren er udgangspunktet, og  humor og alvor går hånd i hånd. Som lytter får man lyst til at deltage i samtalen og på den måde komme tættere på ens egne holdninger og overbevisninger.


Produceret af Næstved Provsti, folkekirken i Næstved, med et stort ønske om at skabe en relevant folkekirke, ved at tage samtalerne om tro og  de store temaer i livet, som vi alle har til fælles, ud til dig. 

Præsterne


Præsterne der medvirker i Maries Rum, er alle sognepræster i Næstved Provsti, der består af 42 sogne i Næstved og omegn.  På Rønnebæksholm, hvor Maries Rum optages, påstår personalet hårdnakket, at Marie stadig bevæger sig rundt i sine gamle værelser. Og i programmets ånd, med plads til både store og små spørgsmål, har vi spurgt præsterne om de tror på spøgelser?

Søren
Fahnøe 

Sognepræst i Sct Mortens sogn

Jeg har hørt om spøgelset på Rønnebæksholm, og det lyder, som om det er blevet set og hørt så mange gange af troværdige personer, jeg kender, så ja, det tror jeg på. Jeg har været med i Rønnebæksholms Venneforenings bestyrelse i mange år, så jeg kan godt leve mig ind i det. Det skulle efter sigende være en "hyggelig" oplevelse, altså ikke en u-hyggelig. Jeg har selv oplevelser, hvor jeg fortolkede det jeg så som "et spøgelse". 

Jeg vil dog tilføje, at jeg er ikke sikker på, hvad det faktisk er, vi oplever. Måske er det vi ser eller hører noget andet end lige dét, vi plejer at mene med ordet "spøgelse". Måske har vi ikke et ord, der dækker. Men jeg er sikker på, at det ikke er noget, vi så at sige bare "har inde i hovedet" selv. Det er noget der viser sig udenfor os selv uafhængigt af os selv.

Tom Thygesen
Daugaard

Sognepræst i Herlufsholm Sogn samt i Hårslev, Ting Jellinge, Krummerup, Kvislemark, Fyrendal og Førslev sogne

Jeg tror ikke på spøgelser, gespenster, genfærd, sjæle, ånder, helheste, vampyrer eller trolde. Det eneste overnaturlige væsen jeg tror på, er den treenige Gud. Bortset fra om natten. Når det bliver mørkt, og skyggerne bliver lange, kan jeg tro på hvad som helst.

Annette

Kruhøffer 

Sognepræst i Glumsø, Bavelse og Næsby 

Nej - ikke hvis vi taler om spøgelser på den sædvanlige måde.

Men jeg tror, at verden omkring os husker. Nogle træer kan fx huske temperaturen dengang, de bare var frø. Dem, der blev dannet i de koldeste år, sætter knopper tidligere end dem, der blev dannet på en varmere tid. Og materialer som fx metaller og glas kan ændre visse egenskaber, når de er blevet påvirket af slag, varme eller lys. Man kan ikke altid se det med det blotte øje - men de kan reagere anderledes end normalt.

De her ting kan vi måle - og dermed bevise, at naturen kan huske. Andre ting kan vi (endnu) ikke bevise. Derfor er jeg sikker på, at et fint gammelt hus som Rønnebæksholm bærer en erindring med sig, som en gang imellem viser sig som noget, vi kan sanse og sætte ord på. Også selvom vi i mangel af mere præcise ord er nødt til at kalde det ’spøgelser’.

Anna Helleberg

Kluge 

Provst i Næstved Provsti og sognepræst i Sct. Mortens sogn

Jeg vil svare kort: Jeg har talt med for mange begavede mennesker, som har haft paranomale oplevelser, til at kunne afvise, at jeg tror på det utrolige.

Selv har jeg oplevet et meget stærkt nærvær af en afdød to gange – var det spøgelser? Det håber jeg. Jeg kan godt lide den tanke, at de døde ikke er totalt afskåret fra os.

Esben Rom Ejsbøl Christensen

Sognepræst i Fensmark-Rislev pastorat

Afdøde fanget i vores dimension? Nej.

Tror jeg på en åndelig virkelighed? Ja.

For jeg tror på den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd, på engelsk Holy Ghost.

Som mennesker er vi også åndelige væsener, fordi vi er skabt i Guds billede, og som kristne bor Helligånden i os.

Jeg har været steder, som var så præget af det, der er sket, at man ligefrem kan fornemme det - både godt og ondt.

Jeg tror der er spirituelle praksisser der kan være skadelige og direkte farlige for psyke og ånd. Biblen taler med alvor om åndsmagter. Det er paradoksalt, at mange i dagbeskriver deres forhold til Bibelen som ”gode historier” vi kan tage ved lære af - og omvendt, at ”spøgelseshistorier” nu i højere grad tages alvorligt. For mig er det omvendt!

I ”Et juleeventyr” af Dickens var det ”julens ånd” og ikke et spøgelse, der besøgte ham og fik ham til at indse, hvor grisk og hjerteløs han havde været.

Jeg har også følt mig ”hjemsøgt” af dårlig samvittighed. ”Spøgelser” fra fortidens ulykker kan holde en væk fra et sted eller en person. Måske er det et wake up call til at ændre på nogle ting i ens eget liv.

Men jeg tror ikke på, at en afdød fra f.eks. en ulykke kan hjemsøge den ansvarlige. Der må vi som kristne havelov at tro på at personen er hos Gud og har fred. At Gud sørger for retfærdigheden.

  

Vi elsker fordi Han elskede os først og derfor omslutter Guds kærlighed os også når vi mister en vi elsker. Jeg tror at vi i ånden gennem bøn kan række ud over tid og rum og ind i Guds virkelighed og erfare at vi er i Guds hænder, hvor de afdøde også er – og hvor der er fred.

Værterne

Rasmus

Birkerod

Jeg har levet af at lytte, spørge, skrive og fortælle i 25 år.  Gift og far til tre børn. Uddannet journalist og rejseleder. Hele mit arbejdsliv har handlet om kommunikation:  Som tv-vært, rejseleder, destinationschef, underviser, journalist, redaktør, interviewer, ordstyrer, foredragsholder og kommunikationskonsulent. 

Ophavsmand, redaktør og studievært på det prisvindende trosprogram Præstens Lektie. Forinden nyhedsvært og sportsredaktør på tv-stationen. Startede i efteråret 2017 virksomheden BIRKEROD INDSIGT.



 

Næstved 

Provsti

Næstved Provsti er den del af den danske folkekirke og består af 42 sogne, med 32 præster og 26 menighedsråd.

I Næstved Provsti har vi en vision om at være mere end du tror. Vi praktiserer det ved at samarbejde og lade alle i provstiet deltage i projekter, ideer og problemstillinger. Når vi lykkes med det, sker det, at en idé vokser og udvikler sig, og den dag vi ser det endelige resultat, opdager vi, at det er blevet anderledes, bedre og rigere end vi var i stand til at forestille os det alene.

Podcasten Maries rum er et eksempel på sådan et samarbejde.  Med et stort ønske om, at vi også i fremtiden er en relevant lokal folkekirke, tager vi drøftelsen af tro og eksistens ud af kirken.

Rønnebæksholm

På Herregården Rønnebæksholm, boede Grundtvig fra 1851-54 sammen med sin elskede Marie Toft som havde arvet stedet.  I kælderen under Rønnebæksholm finder vi Maries Rum. Værelset hvor Marie samlede mennesker fra egnen til spirituelle forsamlinger. De gamle vægge har lagt øre til deres bøn og sang og de inviterede præsters forkyndelse. Det var på den tid ikke lovligt at samles på den måde uden den kirkens opsyn, så Marie kom i biskoppens søgelys, men hun undgik retslig indgriben. Læs mere om Marie og Grundtvig her.

Rønnebæksholm er i dag en kunsthal, hvor der årligt vises fire udstillinger med primær vægt på samtidskunst.  Læs mere om Rønnebæksholm  på roennebaeksholm.dk

Se klip fra samtalerne i 2021

Historien


Maries Rum befinder sig på Rønnebæksholm, hvor Grundtvig boede fra 1851-54 sammen med sin elskede Marie Toft.  Ægteskabet vakte forargelse pga. den store aldersforskel, Grundtvig var 30 år ældre end den smukke Marie, men deres kærlighed var livsforandrende.

I kælderen under Rønnebæksholm finder vi Maries Rum. Værelset hvor Marie samlede mennesker fra egnen til spirituelle forsamlinger. De gamle vægge har lagt øre til deres bøn og sang og de inviterede præsters forkyndelse. Det var på den tid ikke lovligt at samles på den måde uden den kirkens opsyn, så Marie kom i biskoppens søgelys, men hun undgik retslig indgriben.


Marie Toft

Marie giftede sig i 1840 med cand.jur. Harald Toft og for sin fædrene arv købte Harald Toft den noget forfaldne hovedgård Rønnebæksholm ved Næstved, med tilhørende knap 800 tønder land ager og skov.

Harald døde imidlertid af brystbetændelse et lille års tid efter at han og Marie var flyttet ind på godset. Den unge godsejerenke stod herefter for at styre bedriften og det store folkehold.


På den tid var den gifte kvinde umyndig, både personligt og juridisk, med mindre hun blev enke og ikke giftede sig igen. Som enke fik kvinden fuld råderet over eventuelle besiddelser. 

Marie Toft lagde ikke skjul på, at arbejdet som selvstændig godsejer passede hende særdeles godt. Hun iværksatte det store arbejde med ombygningen af Rønnebæksholms hovedbygning. Hun rationaliserede driften, afskaffede hoveriet og arbejdede for sine fæstebønders med overgang til selveje. 


Rummet

Marie engagerede sig i den gudelige forsamlingsbevægelse, som var stærk på egnen; det var en pietistisk vækkelsesbevægelse, som lagde vægt på den enkeltes personlige omvendelse og inderlige fromhedsliv. Ved Harald Toft dødsleje blev hun sammen med sin mand grebet af denne pietistiske kristendom, som hendes barndoms præst Joakim Willemoes forkyndte for dem.


Herefter begyndte hun at holde husandagter på Rønnebæksholm i et større kælderrum i hovedbygningen, og mange mennesker fra egnen samledes her til salmesang og Bibellæsning.

Det var egentlig kun tænkt som husandagter for godsets ansatte; det var nemlig på den tid ikke lovligt at forsamles for flere uden den lokale øvrigheds overopsyn, og Marie nærede ingen ønsker om at blive en lægprædikant, endsige lægge sig ud med øvrigheden. Men hun kom som øverste ansvarlig i biskoppens søgelys, uden at det dog førte til retslig indgriben.


Marie holdt også jævnligt konventer med egnens præster for at diskutere religiøse spørgsmål, ivrigt optaget som hun var af dybe eksistentielle spørgsmål. Ofte var familierne med og boede på godset i flere dage. En af de hyppige gæster var præstekonen Eline Boisen, og i sine erindringer skildrer hun, at Marie var en kæk og meget begavet kvinde, der frit og ubesværet udfoldede sig i mændenes kreds. Mens den lige så begavede Eline pænt måtte tie til de selskabelige sammenkomster på Rønnebæksholm og drikke te med damerne, kunne hun med slet skjult misundelse iagttage, hvorledes værtinden veloplagt vandrede op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen, engageret diskuterende med herrerne.


Grundtvig

For Grundtvig blev mødet med Marie Toft skelsættende. Hun opsøgte ham i 1846 for at drøfte religiøse spørgsmål; de forelskede sig i hinanden, og deres forhold er i dag kendt i Danmark som en af 1800-tallets store kærlighedshistorier. Parret giftede sig i 1851; men efter kun tre års ægteskab døde Marie i barselsseng, d. 9. juli 1854.


Grundtvig besang sin Marie i viser og skrifter, både mens hun levede og efter hendes død, og han hyldede hende i bedste folkevisestil som den kloge, stolte og højmodige adelsfrue, der kunne tale ligeværdigt med høj og med lav, og som var klogere til at styre et gods, til at tale om politik og kristendom end hvilken som helst mand. 

Grundtvig nød at sidde med døren på klem til Maries bibliotek og lytte til hendes samtaler med bønder og husmænd, hvordan hun i stive klokketimer kunne diskutere med dem på den mest hjertevarme måde. Han blandede sig ikke i hendes anliggender og havde i øvrigt heller ikke myndighed til det, for Marie havde sørget for at få særeje, da hun giftede sig med denne uformuende og 30 år ældre mand. 


I 1852 påbegyndte Marie opførslen af "Venligheden", et lille digterhus i et hjørne af parken til Rønnebæksholm; det var hendes ønske at Grundtvig her skulle få fred til at digte, og at de her sammen kunne være uforstyrrede. Det blev en rødstensbygning i renæssancestil, et miniatureslot som tragisk nok først blev indviet kort efter Maries død.

Kilde: Jutta Bojsen Møller, www.jutta.dk


Marie og Grundtvigs stole

Marie Toft fik lavet to stole:  til Grundtvig og sig selv.  Stolene er venligst udlånt af Grundtvigs Mindestuer ved Udby Kirke, og står altså til daglig i Grundtvigs fødehjem. Men lige nu befinder de sig i Maries Rum på Rønnebæksholm. Marie Toft fik lavet de to stole særligt til Grundtvigs atelier Venligheden. Hendes stol prydes af hendes våbenskjold med de tre roser, og på hans stol er der et smukt træsnit af symbolet for treenigheden. Som de står dér, stolene, ved siden af hinanden, er de et mærkbart tegn på Marie Tofts og Grundtvigs kærlighed til hinanden. Det var en kærlighed, som de desværre ikke fik lov til nyde så længe. Marie døde inden indvielsen af Venligheden af komplikationer i forbindelse med fødslen af deres fælles barn. Der findes en tale, som Grundtvig holdt i forbindelse med indvielsen af Venligheden ikke andet end få måneder efter hendes død, hvori han så rørende næsten taler til Maries tomme stol:

 "Selv derfor naar jeg fæster Øie paa min Maries Stol med de tre Roser, det allerklareste Billede paa den Tomhed, der er Savnets Brodd, da er den Stol dog ikke tom for mig, fordi hendes Minde er levende knyttet dertil og har givet den, ligesom Barnet i Modersliv, en lille Historie, før den kom til Verden." fra "Omkring "Venligheden" - Grundtvigs sommerhus på Rønnebæksholm" i Historisk Samfund for Præstø Amt, bd. 5


Rønnebæksholm er i dag en kunsthal, hvor der årligt vises fire udstillinger med primær vægt på samtidskunst.  Læs mere om Rønnebæksholm  på roennebaeksholm.dk