Der er ikke noget bedre end gamle huse og slotte med spændende historier og hemmelige rum, kældre og vindeltrapper, tårne og pavilloner. Levet, misbrugt og tabt liv. Sorg, glæde, død og uforløst kærlighed. Hvorfor skulle nogen ikke gå igen? Rigtig mange kan godt lide et gys, et gys der pirrer nysgerrigheden og blander sig med fantasien – man siger at virkeligheden overgår fantasien. Så hvorfor skulle det ikke spøge?
Men om jeg tror på spøgelser, nej! Jeg tænker, vi mennesker er så meget mere, end vi forstår og kan rumme, det er det forunderlige og det udfordrende ved at være og leve i denne verden, dette liv. Der er Ånd i verden og i vores liv. Maries Rum, hvor hun havde de gudelige forsamlinger har været åndelige, mennesker har åbnet sig og blevet åbnet af fællesskabet. Tillid, anerkendelse og respekt for den enkelte har været ånden i hendes rum. Kærlighedens forvandlende kraft har ramt hjerterne og gjort dem modige, livsmodige. Der er blevet åbnet for nye horisonter, det skal der Ånd til. Samtalens forløsende kraft har sendt mennesker opbyggede og fornyede ud i dagligdagen hvor svær den så har været, er eller kan blive.
